Svendborg Musikråd

Klik her for at hente Svendborgs Musikvejviser i pdf-format

shadow shadow

REPRÆSENTANTSKABSMØDE
onsdag 27. april 2011

BERETNING

Svendborg Musikråd har det sidste års tid taget initiativ til en række aktiviteter og arrangementer, som har været med til at styrke og sætte fokus på musikområdet. Derudover er vi et høringsorgan for Udvalget for Kultur og Planlægning, og som en af rådets vigtigste opgaver yder vi økonomisk støtte til lokale musikaktiviteter.

Kordag
En af de større aktiviteter vi tog hul på i 2010 var en stor åben kordag, hvor mange af byens kor fik lejlighed til at præsentere sig en søndag eftermiddag i det Boglige Hus på Svendborg Gymnasium. Et livligt og frugtbart arrangement, hvor et par hundrede tilhørere sang med på de indlagte fællessange og lyttede til smagsprøver fra de 10 medvirkende kors repertoire, mens flere tog imod Musikrådets opfordring om at melde sig som korsanger.

Koncerter for skoleelever ”Slå Ørerne Ud”
Under overskriften Slå Ørerne Ud har Musikrådet siden 2004 afholdt koncerter med lokale orkestre for byens skoleelever - både inden for det rytmiske og klassiske område.
Formålet har lige fra starten været at etablere et musikalsk supplement til de øvrige kulturtilbud for samme målgruppe, og samtidig føje en ny, spændende dimension til undervisningen i folkeskolen og musikskolen. Derudover vil rådet også gerne tilgodese de lokale orkestre/ensembler - som dermed får mulighed for at møde et nyt publikum og lejlighed til at præsentere deres musik på en anderledes måde.
Hvert år har vi lige efter sommerferien udsendt et lille indbydende og informativt koncertprogram til samtlige skoler i kommunen. 10 gratis formidlingskoncerter fordelt på 5 orkestre blev det til sidste år – og vel at mærke koncerter, der genremæssigt kom vidt omkring. Musikskolen har lagt lokaler til i Musikkens Hus og har samtidig stået for at administrere de mange tilmeldinger. Sidste år var der i alt 1292 tilmeldinger - men med plads til kun ca. 1200, måtte vi desværre give nogle afslag.

Et bredt udsnit af kommunens skoler benytter tilbuddet. Dog må vi forsat konstatere, at samtlige skoler i Gudme-området vælger koncerterne fra. Det kan skyldes den lange afstand til midtbyen og de dermed følgende transportudgifter. Musikrådet har ellers i Slå Ørerne Ud-programmet gjort opmærksom på, at den regionale FynBus, som stort set kører lige til døren, tilbyder fine rabatordninger for børn og unge.
I alt 15 skoler tilmeldte sig koncerterne sidste år.

Musikrådet har gennem årene fået mange positive tilbagemeldinger fra lærere, børn og de medvirkende orkestre, og har derfor besluttet, at der også i 2011 skal tilbydes gratis koncerter til alle skolebørn i Svendborg Kommune. Og mens debatten har raset om kommunens nye skoleplan, er årets koncertprogram udarbejdet, den første kontakt til skolerne er taget, og Musikskolen har igen sagt ja til at være med i arbejdet. Nu håber Musikrådet så bare på, at den nye skolestruktur ikke giver så meget tumult efter sommerferien, at lærerne mangler tid og overskud til også at koncentrere sig om Slå Ørerne Ud-koncerterne.

Svendborg Stadsensemble
For at støtte og pleje byens musikudøvere og samtidig profilere Svendborg som en engageret og kreativ kulturby, opfandt Musikrådet i 2005 et nyt koncept. Den såkaldte stadsensembleordning - hvor der udpeges et ensemblet for en 2-årig periode – for herefter at lade et nyt ensemble inden for en anden genre komme til – og så fremdeles.
Som de fleste ved, var kulturpolitikerne positive, og byen har de sidste fem år haft sit helt eget stadsensemble. De første to år en klassisk trio, og i 2008 indtog det store verdensmusikorkester Jakadaba Project pladsen frem til og med 2009. Og sidste år blev orkestret TangoCatz!, der har specialiseret sig i den moderne argentinske tango, udpeget for den næste 2-årige periode – 2010/2011.
Svendborg Kommune afsatte kr. 100.000 årligt til formålet, og ligesom rådet troede, at ordningen var blevet gjort permanent med kr. 100.000 på kontoen hvert år, blev den kraftigt beskåret i efteråret i forbindelse med budgetforhandlingerne. 50 % blev vupti barberet væk i årene frem fra 2011 - 2014. Det årlige driftstilskud blev altså halveret lige midt i ensemblets periode. En forringelse som ingen havde forudset, da ensemblet tiltrådte. TangoCatz! har dog trods besparelserne valgt at blive på stadsensemble-pladsen perioden ud.

Men ordningen kan ikke fungere optimalt med et årligt tilskud på kun kr. 50.000, derfor har rådet besluttet at foreslå den nedlagt. Ikke lige her og nu, men kommer der ikke flere midler på bordet, således at tilskuddet igen er oppe på minimum kr. 100.000 årligt, må en nedlæggelse blive konsekvensen. Musikrådet vil dog meget nødigt vinke farvel til ordningen. Gør vi det, er rådet næsten sikker på, at ordningen ikke vender tilbage, hvorfor vi har taget initiativ til at forlænge den nuværende periode med et år frem til 2013 med det igangværende ensemble TangoCatz!, som har indvilget i at tage en ekstra tørn. Herved vil man kunne spare nogle ressourcer i forbindelse med hele opstarten af et nyt ensemble . Vi håber nu på, at politikerne i mellem tiden vil tænke sig om en ekstra gang og finde midlerne inden udgangen af 2012, så den helt unikke stadsensembleordning (der findes ikke noget lignende i andre danske byer) kan fortsætte efter hensigten med udskiftning af ensembler hvert andet år.

Etablering af en klassisk musikscene "Det' Klassisk"
Musikrådet havde for år tilbage succes med en række klassiske koncerter på Café Under Uret og senere på spillestedet Arne B. Intime og uhøjtidelige arrangementer med en lille times koncert med efterfølgende åben scene, hvor
klassiske musikere havde mulighed for at optræde med et nummer eller to. Alt sammen for at styrke og synliggøre den klassiske musik og præsentere den under nye former. Den idé har vi nu vækket til live igen - og ønsket er, at den også kan tiltrække et ungt publikum. For ikke igen at skulle stå alene med alle forberedelser og afvikling, er det lykkes Musikrådet at få eksterne frivillige musikaktører med i arbejdet - nemlig Café Aroma samt den unge musiker
Elisabet Karberg. Vi starter som et forsøg til efteråret med 2 arrangementer, som vi har valgt at kalde "Det' Klassik" i Café Aromas nye flotte lokale i Korsgade. Herefter vil alle parter tage stilling til, om projektet skal videreføres. Det afhænger naturligvis af, om musikere og publikum tager godt imod det nye initiativ, og om de involverede arrangører har ressourcer til at fortsætte.

PR-indsats vedr. unge ansøgere
Da Musikrådet sjældent modtager ansøgninger fra de helt unge, har rådet forsøgt at sætte ind med en ekstra PR-indsats for at få fat i denne gruppe bl.a. ved på hjemmeside og flyer at gøre opmærksom på, at Svendborg Musikråd også støtter UNGE bands og arrangører. Vi har desuden etableret en såkaldt åben gruppe på Facebook og drøfter fortsat hvor, og hvordan vi i øvrigt kan gøre os bemærket. De unge skal såmænd nok overleve uden Musikrådet, men kan Musikrådet på længere sigt overleve uden de unge ? For udfordringen er jo også, hvordan pokker vi tiltrækker flere yngre mennesker, der vil indgå i det daglige rådsarbejde ? Skal Musikrådet mon finde en ny og anden arbejdsform ? Opgaven er slet ikke så let endda, og vi tager gerne imod gode forslag.

Synliggørelse af musiklivet i indvandrermiljøet
Musikrådet har desuden sat sig for at undersøge, om der blandt indvandrerne i Svendborg eksisterer udøvende musikere/orkestre. Det er meget lidt, vi ser og hører til dem - men er de der, og vil de gerne frem i lyset, er rådet parat til at bakke op og støtte. Vi har i den forbindelse taget kontakt til det lokale integrationsråd og foreslået rådet at arbejde med opgaven og evt. at arrangere en udendørs årlig festlighed med indlagt levende musik, f.eks. i forbindelse med afslutningen på ramadanen.
Integrationsrådet har været positive over for forslaget og er nu trukket i arbejdstøjet.

Tilskud til musikaktiviteter
Musikrådets primære opgave er at yde økonomisk støtte til musikaktiviteter –
og vi får da også en lang række ansøgninger hvert år. I 2010
bevilgede vi i alt kr. 155.914 til aktiviteter, hvortil solister, ensembler, orkestre, kor, koncertarrangører og musikforeninger har haft mulighed for at søge om støtte. Beløbet er blevet anvendt til koncerter, de to tilskudsordninger Koncerthonorar til lokale orkestre og Indspilning af CD samt til rådets egne projekter Slå Ørerne Ud og den store åben kor-præsentationsdag.

Musikrådet er fast på kommunens årlige budget og fik i 2010 et tilskud på kr. 181.323.
Det skal nævnes her, at foruden den årlige støtte til Musikrådet yder Udvalget for Kultur & Planlægning et større tilskud til musikforeningerne Giant Steps, Rytmisk Råstof og Folk For Folk i form af den såkaldte honorarstøtteordning.

De tre foreninger har i årenes løb om nogen fået Svendborg på landkortet som en særdeles levende musikby, hvor mange genrer præsenteres og hvor både nye samt kendte store navne lægger vejen forbi samtidig med, at der gives plads til lokale orkestre. Giant Steps, Rytmisk Råstof og Folk For Folk har i år fået bevilget henholdsvis kr. 100.000, kr. 65.000 og kr. 65.000. Desværre har disse beløb stået i stampe i nogle år og er ikke blevet pristalsreguleret. Den besparelse kan musikforeningerne med al tydelighed mærke, skulle vi hilse og sige.
Derudover yder udvalget faste tilskud til Svendborg Musikskole, Peder Most Garden, Musikhuset Harmonien, Det Fynske Slagtøjsakademi samt Svendborg Festdage, der jo er kendt for at have en lang række musikarrangementer på programmet hvert år.

Derudover kan de musikinteresserede svendborgensere glæde sig over aktive koncertforeninger som f.eks. Olferts i Ollerup, Lundeborg Musikforening og Svendborg Kammermusikforening for slet ikke at tale om de to midtbykirker Sct. Nicolai og Vor Frue, der også er flittige koncertarrangører. Ingen af sidstnævnte foreninger/aktører modtager kommunal støtte.
Og så kommer alle de private spillesteder og arrangører oveni. De modtager heller ikke offentlig støtte, men nogle af dem har ofte gavn af Musikrådets tilskudsmuligheder - bl.a. via koncerthonorarordningen til lokale orkestre.

Kulturområdet skal fortsat styrkes
Det er vores opfattelse, at vi hele tiden er med til at skubbe musikområdet i den rigtige retning, og vi forsøger på bedste vis at synliggøre rådets arbejde - både i det lokale kulturliv og over for kulturpolitikerne og Kultur- og Fritidsafdelingen, som vi har haft et fornuftigt samarbejde med igennem tiden.
Et tæt og godt samarbejde er også nødvendigt, hvis kultur- og musikområdet i Svendborg fortsat skal vokse og udvikle sig.
Musikrådet har altid stået for den holdning, at vil Svendborg gøre sig gældende som byen man bare må bo i, er det ikke på kulturområdet, der skal spares. Vi har ligeledes mange gange opfordret politikerne til for alvor at markedsføre Svendborg som musikkens by. For Svendborg er en usædvanlig stærk musikby. Derfor er det oplagt at sætte spot på musikken. Men det går lidt trægt, og det er som om, man ikke rigtig vil det. Se bare på kommunens hjemmeside. Her springer det ikke ligefrem i øjnene, at byen swinger - og i kommunens PR-udvalg og Kommunikationsafdeling har man heller ikke opdaget det. Hvad med endelig nu at gi' den gamle originale lydlogo-idé en chance - lad os få lydlogoet kørt i stilling i forbindelse med en ny hjemmeside - alt ligger jo klart fra dengang i 2007 - en lille fin melodi - oven i købet i flere udgaver - fra klassisk til rytmisk.
Vil man have et samlet overblik over de mange permanente spillesteder/musikarrangører, der findes + antal årlige koncerter - kan man tage et kig på den meget lange liste, som Musikrådet har udarbejdet.

Desværre er kommunens økonomi som bekendt i øjeblikket alvorligt betrængt, og der er blevet sparet til den store guldmedalje. Det er også gået ud over musikområdet. Musikrådet er i år blevet besparet med 5%, og stadsensembleordningen er som sagt også blevet ramt. Vi kan glæde os over, at 5% ikke er en kraftig forringelse, men fortsætter nedskæringerne, kan det blive svært at fastholde Svendborg som musikkens by. Rådet har altid arbejdet ihærdigt for at styrke og udvikle musikmiljøet. Vi har således i tidens løb været fødselshjælper for en lang række fine musikalske aktiviteter og har også selv søsat ikke så få projekter, der har medvirket til, at byen har et så frodigt musikmiljø. Det vil vi meget gerne fortsætte med - men kan rådet blive ved med at tiltrække frivillige medlemmer, der vil arbejde for musikken, hvis midlerne bliver færre og færre? Det tvivler vi på.

Nu vi er ved økonomien, må det være på sin plads endnu en gang at anmode politikerne om at anvende bloktilskuddet på kr. 305.000 til de kultur- og musikforeninger, som har modtaget tilskud fra Kulturregion Fyn fra den såkaldte 4-årige overgangsordning (de tidl. amtsmidler). Ordningen stoppede i 2010, og fra 2011 overgik beløbet til kommunen som bloktilskud, men tilskuddet er desværre ikke øremærket, og politikerne kan i realiteten vælge at bruge det til andre formål. Det gjorde de heldigvis ikke i år, men hvad med årene frem ? Det vil betyde et stort økonomisk tab for de i alt 9 foreninger, der er tale om, såfremt tilskuddet bliver taget fra dem. Et tilskud som foreningerne i øvrigt selv i sin tid sørgede for at få til Svendborg via ansøgninger til Fyns Amt.

Skønt kommunen har været udsat for store nedskæringer, er der heldigvis også meget positivt at sige om kulturområdet. Nye toner har lydt. Fra i masser af år at være kommunen der haltede bagefter, har Svendborg de senere år blomstret. Det skyldes i høj grad byens ihærdige kulturaktører og ikke mindst bidraget fra de mange frivillige.

En stor del af målsætningerne fra den nuværende kulturplan er faktisk realiseret. BaggårdTeatret har som bekendt fået status som egnsteater. Kultur- og Fritidsafdelingen er forøget med en ekstra kulturmedarbejder og en eventkoordinator. Et børnekulturelt netværk er etableret med en meget synlig børnekonsulent i spidsen, der virkelig har formået at få fat i de unge med en lang række nye og anderledes arrangementer. Byens aktive og flittigt benyttede musikhus Harmonien, med bl.a. spillestedet Harders fik for et par år siden tilført et større og tiltrængt driftstilskud. Forsamlingshusene er blevet styrket. Litteraturfestivalerne "Orskælv" og ”Ord Over Svendborg” skal også med på listen over nye interessante kulturaktiviteter. Festivalerne brugte nemlig også musikken som udtryksmiddel.

Og så naturligvis Borgerforeningen. Endelig langt om længe fik Svendborg sit kulturhus. Det skete ved indvielsen lørdag d. 31. juli sidste år. Og siden er det sprøjtet ud med masser af spændende arrangementer herfra - især har huset budt på rigtig mange koncerter - så mange, at flere har stillet spørgsmålet: er Borgerforeningen et kulturhus eller et musikhus ? Er det set med kulturpolitiske briller helt på sin plads, at der entreres med et så stort antal koncerter ? Kan økonomien bære og risikerer huset, som er delvist finansieret af kommunale midler (kr. 2,2 millioner årligt), at tage pusten ud af byens andre spillesteder og musik/koncertforeninger. Er det nu meningen ? Skal de mange forskellige mindre spillesteder ikke også være en del af byens musikmiljø ? Medvirker de ikke netop til at gøre Svendborg attraktiv som en mangfoldig kulturby ?
Nogle af byens øvrige musikaktører har endvidere spurgt os, om der ikke nu mere end nogensinde før er behov for en decideret koordinering af de mange ugentlige koncerter, der finder sted rundt omkring i kommunen ?

Ja, adskillige spørgsmål har rumlet i musikmiljøet, og derfor tog Musikrådet og
kommunens Kulturafdeling for nylig initiativ til at indkalde til møde. Under overskriften "Det Gode Spillestedssamarbejde i Svendborg-Musikkens By" inviterede vi her i april samtlige spillesteder og koncertarrangører ind på
Harmonien for bl.a. at drøfte fælles opgaver, samarbejdsrelationer og udviklingsmuligheder. For første gang nogen sinde var alle koncertarrangører i Svendborg Kommune indkaldt til et fællesmøde, og rigtig mange havde heldigvis taget imod invitationen. Alle var enige om, at der fremover skal samarbejdes på forskellige fronter, og et spillestedsnetværk er allerede etableret med udveksling af mailadresser, så drøftelser, ideer og forslag af enhver art kan fortsætte på Nettet. Efter sommerferien vil deltagerne afholde et nyt møde.

En sidste ting jeg lige vil berøre, er et spændende nyt tiltag, som er kommet op at stå i forbindelse med ombygningen af Borgerforeningen - og som Musikrådet også har være involveret i. Det drejer sig om det såkaldte Kulturtorv på første sal i det nye kulturhus. Dejlige lyse og venlige rammer, som alle byens kulturaktører kan bruge efter behov, og hvor der er mulighed for via hylder fyldt med diverse brochurer og plakatopslagstavler at få oplysninger om, hvad der sker i kommunen på kulturfronten. Svendborg Kommunes Kulturteam har fungeret som solide tovholdere og har desuden som et forsøg sat fokus på torvet og på kulturen med en række fine arrangementer her i januar, februar og marts. Men nu er det slut - ressourcerne rækker ikke længere, og det er synd. Her var nemlig udtænkt et helt specielt og enestående projekt, som viste, at Svendborg VIL kulturen. Alle stole var bestemt ikke optaget hver gang, men et sådant helt nyt tiltag skal jo lige ha' tid til vokse sig stor. Det sker ikke på én dag. Rådet vil opfordre til, at der fortsat bliver sat spot på det nye Kulturtorv - måske ikke udelukkende med Kulturteamet ved roret - hjælp fra andre aktører kunne evt. også være en mulighed. Musikrådet stiller gerne op til en snak om alternative løsninger.

Selvom mange mål er opfyldt fra den nuværende Kulturplan, skal kulturområdet naturligvis fortsat vedligeholdes og udvikles. Fyns Amts Avis skrev forleden "Forkæl kulturen, Svendborg" - den opfordring kan Svendborg Musikråd sagtens tilslutte sig.

Svendborg Musikskole og Foreningen Svendborg Festdage
Endelig skal det nævnes, at Musikrådet er repræsenteret i bestyrelsen for Foreningen Svendborg Festdage og Svendborg Musikskole.

horizontal bar

Svendborg Musikråd ForsidenHvem er vi?VedtægterTilskudAnsøgningsskemaerMedlemmerLinks

Design: www.rtbwizards.com